Fam. mutte skrev:Lina skrev:når hannen er et resultat af satin-satin, så ville jeg personligt ikke sætte ham på en satin - allerhøjst en bærer... og et satinafkom derfra ville jeg heller ik parre med satin. Igen den der med livrem og seler.
Måske et dumt spørgsmål, men skal hunnen være af ren satinparring så hvis man endelig skal parrer 2 satiner ?
Man skal jo helst undgå satin+satin, hvis man på nogen måde kan komme udenom.
Satinerne er disponible for en eller anden sygdomsting med kalk i knoglerne.. som jeg aldrig kan huske hvad hedder. I den ideelle verden parrer man ind fordi man vil have afkom som er mindst lisså godt eller bedre end forældredyrene. I skrækscenarieverden, der parrer man satin på satin fordi man så er sikret smukke satinunger - det gjorde de i tyskland, i SÅ mange generationer, at de endte med en bestand som ikke engang katten ville ha slæbt med hjem.. de var ærligt talt nogen forfærdelige skravl. Og så hut jeg er informeret, så gik det så galt at de ihvertfald en overgang helt forbød udstilling af satiner - for at begrænse skaderne.
Jeg kan selv huske da jeg startede, der var satiner gerne nogen bette skravl hvis man sammenlignede med en jævnaldrende glathårs - og det har man så seriøst arbejdet på at forbedre. Det gør så at vi den dag idag har en sundere bestand af satinmarsvin. Min 'skræk' er jo så den, at nu er det alligevel en del år siden at satinbestanden var så skravlet at mange af de nye marsvinefolk ikke kender til den... og at hvis man så ikke lige maler fanden på væggen, så risikerer vi let at vi går tilbage i udvikling.. for så laver man bare liiiiiiiiiiiige den ene parring, nåh den gik jo godt, så kan vi da godt liiiiiiiiiiiiiiiiiige lave bare én til... og pludselig ruller snebolden så.
